Artikler
Alles øjne hviler på miljøet i øjeblikket. CO2-udledninger, forurening af luft og vand, overforbrug af energi og ressourcer mv. – og uanset om vi vil det eller ej, er vores grafiske branche bestemt også en medspiller. Og måske er der mere vi kan gøre, end man umiddelbart tror.
Vi kan altid kigge på de klassiske dyder: Mindre papirforbrug, brug af miljøvenlige materialer i trykproduktion, valg af lokale leverandører for at minimere transport… Alt det har været standard for os i årevis.
Men så er der det digitale design…
Selvom digitalt design umiddelbart kan virke miljøvenligt pga. mindre forbrug af fysiske materialer, har det stadig et energiforbrug. Og med indførelsen af energikrævende AI-løsninger og etableringen af større og større datacentre til at håndtere afvikling og trafik af digitale filer og tjenester er der nu også begyndt at komme et fokus på vores digitale verden som en miljøsynder. Rent faktisk vurderes det, at vores samlede internetforbrug på verdensplan nu udleder lige så meget – eller mere – CO2 som den udskældte flybranche. Streaming har en stor del af ansvaret herfor, men også almindelig trafik på websites og sociale medier bærer ved til bålet. Her kan vi som grafiske designere være med til at modvirke denne udvikling og påvirke i positiv retning.
Bæredygtighed er blevet en integreret del af moderne grafisk design. Som designere har vi et ansvar for at træffe valg, der ikke kun tjener æstetikken, men også miljøet. Ved at fokusere på intelligente tekniske valg, optimerede processer og langtidsholdbare løsninger kan vi reducere vores CO2-aftryk og energiforbrug betydeligt.
Hvert klik, hver fil og hver forespørgsel til en server kræver strøm – både fra brugerens enhed, netværket og de datacentre, der hoster websitet. Her er et par eksempler på, hvordan grafisk design kan gøre en forskel på et websites energiudledning:
Filer og indhold
Indhold på et website fylder generelt meget. Billeder, grafik, videoer, animationer, lyd mv. kræver masser af lagringsplads og energi ved afvikling. Ved at optimere filstørrelser mindskes belastningen på servere og datalagringssystemer. Det er fx mindre ressourceforbrugende at anvende vektorbaseret grafik frem for pixelbaserede billeder, at komprimere billeder uden at lade det gå ud over kvaliteten, at anvende moderne filtyper som fx WebP-filer frem for klassiske JPG-billeder, og at undgå autoplay på videoer og animationer, da de konstant bruger ressourcer fra både brugerens enhed og servere. Derudover kan designet være med til at sætte fokus på forenklet indhold og opbygning således, at man minimerer antallet af sider og dermed antallet af kliks og serverforespørgsler.
Overordnet set kan et godt og velgennemtænkt design være med til at lette energiforbruget ved datatransmission.
Farver
Det lyder måske som et tyndbenet argument. Men rent faktisk er der stor forskel på hvilke farver, der anvender mere energi end andre. Mørke farver er generelt mindre ressourceforbrugende end lyse farver. Fx kræver farven hvid en fuld aktivering af alle skærmens lyskanaler, hvilket udløser et højt strømforbrug, hvorimod sort næsten er sammenligneligt med slukket. Derfor er det altid en god idé, at websitet skal kunne afvikles i såkaldt ”Dark Mode”, hvor man udnytter de mørke farver som baggrunde.
Stærkt mættede farver kræver også mere skærmenergi, så også her kan der ligge en miljøvenlig overvejelse i designet.
Systemfonte
Ved at anvende systemfonte på dit website kræver det mindre energi fra din modtagers side, da fontene trækkes lokalt og ikke kræver yderligere download, som specialdesignede fonte gør. Det gør samtidig loadetiden hurtigere og lettere, og er derfor mindre ressourcekrævende.
Langtidsholdbare løsninger
Alle designprocesser har et energiforbrug – uanset om vi vil det eller ej. Først bruges der energi og ressourcer på at skabe designforslag, som ofte deles digitalt med kunden i op til flere omgange. Dernæst følger programmering, tests og uploadsfaser, som alt sammen genererer trafik over en webforbindelse.
Frem for at smide sit gamle website ud med badevandet og starte forfra, kan det langt bedre svare sig at skabe langtidsholdbare løsninger, som kan opdateres i stedet for at udskiftes. Det er både et miljøvenligt og selvfølgelig også et økonomisk bedre valg. Her spiller grafisk design i høj grad en positiv rolle ved at skabe tidløse designs, der ikke hurtigt bliver forældede.
Hostingløsninger
Dette sidste punkt er lidt for sig selv. Hosting og webhotel er ofte noget, der er ude af vores hænder som grafiske designere. Men vi opfordrer altid vores kunder til at vælge den mest miljørigtige hostingløsning fx med servere, der er drevet af vedvarende energi. Det er også et vigtigt punkt – og derfor tager vi det med i denne opremsning.
En virksomhed kan således reducere sit websites miljøaftryk gennem designvalg, teknisk optimering og hostingbeslutninger. Ved at kombinere disse strategier kan virksomheder både tage ansvar for deres digitale klimaaftryk og samtidig forbedre brugeroplevelsen med hurtigere indlæsningstider og et bedre digitalt produkt – men i høj grad også tage hånd om at spare energi og fremstå miljøansvarlig i brugernes bevidsthed.
Ring til BGRAPHIC, hvis du vil høre mere eller har brug for hjælp til bæredygtigt design.
22. august 2025